VISITING SANDRA KAMP

STELLA NOVA

I HENDES PRIVATE HJEM, KØBENHAVN N
23 år
SKUESPILLER
@SANDRAKAMPP

Trine: HEJ SANDRA.. VIL DU FORTÆLLE LIDT OM DIT FORHOLD TIL DIT ARBEJDE? JEG VED AT DU ER SKUESPILLER OG I DEN FORBINDELSE TÆNKTE JEG AT DET ER VIGTIGT AT MAN HAR ET GODT AFSLAPPET FORHOLD TIL AT ARBEJDE FREELANCE... OG DERMED IKKE NØDVENDIGVIS KENDER TIL ENS FREMTIDIGE JOBSITUATION... HVAD TÆNKER DU OM DET?

Sandra: Det er et rigtig godt spørgsmål... Og jeg har faktisk brugt meget energi på netop at prøve at navigere i det og balancere det. Faktisk har det fyldt så meget, at jeg sidste år bestemte mig for at sætte et ultimatum, - altså at jeg aktivt måtte gøre noget ved det, for ikke at knække nakken på det.

Trine: HVAD MENER DU MED ET ULTIMATUM?

Sandra: Jeg følte jeg blev nødt til at sætte tingene på spidsen, for at tvinge mig selv til at finde en måde at kunne være i det på. Fordi hvis jeg ikke gjorde det, var alternativet at stoppe helt. Så 2023 er mit år hvor dette, i gåseøjne, er på prøve.

Trine: VIL DET SIGE AT DU OVERVEJER MULIGHEDEN FOR HELT AT STOPPE SOM SKUESPILLER?

Sandra: Altså nej. Men ja. Kun fordi jeg blev nødt til at være lidt hård mod mig selv,- og det er at sætte den ultimative konsekvens for at blive nødt til at forholde mig til det. Det er vigtig at sige at det ALDRIG har været min intention at stoppe… Jeg elsker jo mit arbejde, så som sådan har at stoppe aldrig været en mulighed. Derfor blev et ultimatum også konsekvensen, fordi jeg vidste det var det der kunne motivere mig til at finde en bedre balance, og ikke at lade usikkerheden og freelance livet etc få mig helt ned hver gang.

Trine: MEN DET KAN VÆRE EN KONSEKVENS DU ER NØDT TIL AT TAGE?

Sandra: Ja, men jeg føler heldigvis at det er blevet bedre… Det var nok i virkeligheden det der skulle til. Altså at jeg satte fokus på det og tydeligt formulerede det for mig selv… Og det har givet en bedre balance for mig.

Trine: SÅ DU SATTE TINGENE PÅ SPIDSEN FOR AT KUNNE FÅ RO?

Sandra: Ja, jeg har helt klart fået en slags accept af at mit liv, i forhold til mit arbejde, altid vil være ustabilt… Og det vil formegentlig aldrig ændre sig.

Trine: MEN DET ER JO PÅ EN MÅDE OGSÅ PRISEN MAN BETALER FOR AT DET ALDRIG BLIVER STILSTAND OG TRIVIELT.

Sandra: Ja, og nok også noget af det jeg elsker ved det her i virkeligheden, at det er så flyvsk og fra 0 til 100, og hurtigt videre etc,-men man skal jo så selvfølgelig også kunne være i det.

Trine: MAN KAN SIGE AT DET JO EGENTLIG ER FORSIDEN OG BAGSIDEN AF DEN SAMME GULDMEDALJE.

Sandra: Ja, det er de der helt ekstreme poler. Når det er godt, er det virkelig godt og jeg får lov til at opleve de mest utrolige ting. Samtidig skal jeg kunne leve med ikke at føle mig god nok, eller direkte valgt fra, i de perioder hvor jeg ikke har noget job. Man kan jo gå fra at være uundværlig og være en del af et team på et kæmpe projekt, til ugen efter at sidde derhjemme og kigge ind i væggen og føle at der ikke er nogen der har brug for dig. Du har ingen funktion mere, den kan virkelig være hård… Men igen det er luksusproblemer bare det at kunne have det her som et reelt arbejde føles samtidig meget priviligeret.

Trine: JA, DET ER NOGLE STORE KONTRASTER. SÅ HELT KONKRET HAR DU GIVET DIG SELV ET ULTIMATUM OM AT LÆRE AT LEVE MED DE PRÆMISSER... OG HVORDAN HAR DU KONKRET FORMULERET DETTE?

Sandra: Jeg har for det første givet mig selv lov til at have det nederen med det. Derudover har jeg accepteret at det er en faktor, som ikke kommer til at ændre sig.. altså en præmis og nu modarbejder jeg det ikke længere. Heldigvis har jeg gode venner i samme branche som dealer med de samme ting... Det hjælper jo også en hel del.
Og som det sidste, - så kan jeg også se at det er et vilkår i mange kreative brancher, så jeg står jo ikke alene med det.

Trine: JA, FOR JEG KENDER DET JO KUN ALT FOR GODT OG GENERELT NÅR MAN ARBEJDER MED ET FAG HVOR DER IKKE NØDVENDIGVIS ER EN FACITLISTE OG MAN HELE TIDEN SKAL OPFINDE NOGET NYT, SÅ ER MAN HELE TIDEN PÅ PRØVE OG SKAL PÅ EN MÅDE OVERGÅ SIG SELV GANG PÅ GANG.

Sandra: Ja det er nok i bund og grund også en meget normal reaktion når man afslutter et langt kreativt forløb.

Trine: JA, FOR DET ER JO NÆSTEN SORGFULDT AT VÆRE EN DEL AF EN KÆMPE PRODUKTION OG SÅ FRA DEN ENE DAG TIL DEN ANDEN ER DET SLUT.

Sandra: Ja det er virkelig voldsomt… Ofte er man jo ekstremt meget sammen i et langt forløb og så bum… Så ser man ikke de mennesker igen, for alle skal jo i nye retninger og videre med andre ting, - det er meget mærkeligt og ja, det kan næsten føles som om man sørger, hvor mærkeligt det så end lyder.

Trine: HVAD ER DET DU ELSKER VED FAGET?

Sandra: Intensiteten og følelsen af nærhed og intimitet omkring samarbejdet med andre mennesker. Derudover elsker jeg film som et medie og det at fortælle historier, samt muligheden for at samarbejde med en masse andre kreative fra forskellige brancher.
Nu skal jeg igang med en tv-serie og det glæder jeg mig rigtig meget til.

Trine: KUNNE MAN FORESTILLE SIG, AT DU ALLEREDE INDEN DU STARTER PÅ DIN NYE PRODUKTION, GÅR IGANG MED AT FORBEDREDE DIG PÅ AT "DETACHE"... SÅLEDES AT AFSLUTNINGEN PÅ EN MÅDE BLIVER EN DEL AF OPLEVELSEN HVIS MAN KAN SIGE DET SÅDAN?

Sandra: Ja, for det er jo lige det der skal til… At jeg ser det hele som en nødvendig del af af hele pakken og at jeg glæder mig over hvor givende et fag jeg har og hvor fedt jeg synes mit arbejde er.

Trine: MAN KAN FRISTES TIL AT SIGE AT MAN MÅ TAGE DET SURE MED DET SØDE... SELVOM DET LYDER LIDT OLDSCHOOL.

Sandra: Nemlig... Og faktisk har man jo brug for begge dele når alt kommer til alt.

Trine: PRÆCIS, - OG DET ER JO DET GODE VED DET HELE.
TAK FOR DIN TID KÆRE SANDRA OG AL MULIG HELD OG LYKKE MED DIT NYE PROJEKT, SOM JO ER EN NY DANSK TV SERIE. DEN VIL JEG GLÆDE MIG TIL AT SE.